|
Velkommen til min webshop strikkebogen.dk. Mit navn er Trine Bertelsen og jeg er freelancestrikdesigner og mor til 3. Jeg har gennem en del år arbejdet som freelancestrikdesigner for andre garnfirmaer og fik lyst til at starte mit eget og d. 1. maj 2010 fik jeg mit 4. "barn" som er denne webshop. Jeg har specialiseret mig i at designe og skrive strikke- og hækleopskrifter til babyer og børn, men er nu også så småt gået i gang med at designe til damer.
Jeg importerer Lamaulden, Pimabomulden (ikke den økologiske Pimabomuld) og Yakuen, så hvis du er forhandler og ønsker at forhandle en eller flere af disse kvaliteter og mine opskrifter, er du meget velkommen til at kontakte mig for nærmere oplysninger.
Har du problemer med opskriften, ønsker at aflægge bestilling, ønsker du nogle andre knapper eller farver i et strikkekit end lige dem der er, eller har andet på hjertet, er du meget velkommen til at sende mig en mail strikkebogen@gmail.com. Du er også meget velkommen til at ringe til mig på 60704146, så vil jeg gøre mit for at hjælpe dig.
Mange Venlige hilsner Trine Bertelsen
|
Strikdesigner ved et tilfælde
- historien om, hvordan jeg fandt frem til glæden ved strik
Tilbage i 2004 blev jeg mor til vores første datter, Mathilde. Dengang boede vi i en lejlighed i Hellerup. Mathilde kunne kun sove, hvis hun lå i mine arme, eller hvis jeg gik lange ture med hende. Jeg syntes, det var lidt kedeligt bare at sidde, så jeg begyndte at hækle. Jeg var så heldig, at der lå den lækreste garnforretning nede på det modsatte hjørne af, hvor vi boede. Det var en sand slikbutik for damer med hang til garn. Jeg handlede tit garn hos hende til mine hækleprojekter, og det var under et af disse besøg, jeg fik øjnene op for strik.
I forretningen var et stort udvalg af smukke opstrikkede modeller. En dag spurgte jeg min mor, om hun havde lyst til at lære mig at slå masker op. Det gjorde hun, og jeg begyndte at strikke. Til at begynde med syntes jeg, at det var meget svært at kordiner de to pinde og var ved at opgive mange gange. Men så gik jeg ned på hjørnet hos min lokale garnpusher for at få hjælp. Ja, jeg kalder det for garnpusher, for det var rent faktisk sådan jeg oplevede det: Jeg følte en afhængighed af garn. Hun var ikke karrig med sin viden, og det er takket være hende, at jeg har lært at strikke. Hun var også meget tålmodig og fortalte mig de samme ting mange gange, før den gik ind på lystavlen. Det lækre garn, jeg købte, blev lagt ned i brune poser, som jeg så gemte i et hvilket som helst hulrum, jeg kunne finde, i lejligheden, så min mand ikke skulle opdage mit misbrug.
Da jeg blev gravid med vores andet barn, Carl-Emil, var min strikkekarriere lige begyndt. Jeg husker, jeg var i gang med en bolero på store pinde til mig selv. Det var i begyndelsen af graviditeten, der hvor mange har kvalme. Det havde jeg også. Men det var mærkelig nok kun ved synet af tykt garn. Jeg overdriver ikke: Når jeg så garnet, fik jeg opkast fornemmelser. Det skræmte mig, da jeg jo var blevet rigtig glad for garn. Jeg droppede derfor projektet på de store pinde og gik i gang med en sød lille sweater med elefanter på af Lene Holme Samsøe.
Jeg havde stadig lidt svært ved at knække opskrifterne og forstå dem. I slutningen af min graviditet, var jeg meget plaget af søvnløshed, og en nat, da det var helt galt, gik jeg ind i stuen med en stak strikkeopskrifter under armen og tænkte at denne litteratur, som jeg fandt tilpas kedeligt, måtte snart få lullet mig i søvn. Da jeg gik i gang med at læse dem, skete der det, at jeg fandt dem meget interessante og tænkte, at dem måtte jeg da selv kunne finde på.
Efter at have født vores søn, var jeg bange for at få brystbetændelse som under min første barsel, så jeg købte noget grønt angora garn hos BC-garn og gik i gang med at designe og strikke en cardigan med pufærmer. Dette blev mit første design. Jeg nåede dog aldrig at bruge den, da jeg kontaktede BC garn og spurgte om de ville købe modellen og opskriften, og det ville de gerne. Jeg blev så glad, da jeg havde solgt mit første design. Jeg må sige, at jeg efter at have fået vores søn, blev ramt af det, jeg vil betegne som en strikkepsykose. Det eneste, jeg kunne tænke på, var garn og strikkeopskrifter.
En dag - efter endnu en gang at have pushet garn hos den lokale - skete der det, at der ikke var flere hulrum at fylde garn i, og jeg gik i småpanik. Hvad skulle jeg gøre med alt det garn? Jeg var godt klar over, at om jeg så strikkede fra nu af og til dommedag, så ville jeg ikke have en ærlig chance for at komme igennem det. Pludselig kom jeg i tanke om min lokale pusher en gang havde vist mig en strikkemaskine. Det var da det, jeg skulle have fat i. Men først skulle jeg lige finde ud af, hvordan sådan en fungerer, så jeg fandt et strikkekursus.
Jeg havde det lidt ligesom første skoledag, da jeg en dag i marts 2007 tog elevatoren op til 8. sal i Det blå vandtårn på Amager. Jeg åbnede døren og blev mødt af ca. 20 nysgerrige øjne, der sad på rad og række ned langs et veldækket bord med kommenost og Gammel Dansk i smagsvarianter, jeg ikke anede eksisterede. Jeg blev budt velkommen af ingen mindre end selveste Karen Wulff (Nej, ikke hende med småkagerne, men derimod hende der har oversat en masse bøger for Kaffe Fasset). Jeg er hverken til kommenost eller Gammel Dansk, men jeg tænkte, at hvis det er det, der skal til for at strikke på maskine, må man jo ofre sig. Efter det obligatoriske morgenbord, vandrede alle ud til deres faste pladser, som de fleste havde haft i mindst 25 år. Jeg fik også en plads og en strikkemaskine.
Mit første møde med denne undervurderede og efterhånden sjældne maskine var ikke noget at prale af. Jeg kunne også se på Karen, da hun for jeg-ved-ikke-hvilken-gang skulle rede maskinen ud af alt garnet, at hun ikke just var imponeret over mig. Da dagen var slut lovede hun mig, at hvis jeg en dag blev god til at strikke på maskine, så måtte jeg måske låne en med hjem. Jeg var dybt fascineret af denne tingest som mest af alt lød som en udboret knallert. Jeg kunne ikke vente 14 dage med igen at skulle strikke på maskine, så allerede samme aften blev jeg den lykkelige ejer af en strikkemaskine, som jeg havde fundet i Den Blå Avis til 1200 kroner.
Næste gang jeg kom ud på strikkemaskinekurset havde jeg strikket en lille cardigan med raglanærmer til min søn. Efter det obligatoriske morgenbord på en time, gik jeg ned på min plads, og da Karen kom ned til mig, hev jeg den lille cardigan op og fortalte om mit maskinkøb. Det var slet ikke til at læse af Karens ansigtsudtryk, om jeg var købt eller solgt. Hun stirrede bare på den lille cardigan.
”KOM HER NED,” råbte hun gennem den øredøvende støj fra maskinparken. Der blev helt stille og alle damerne vandrede ned til min plads bagerst i lokalet. De havde det samme intetsigende udtryk i ansigtet, og jeg begyndte at svede. Så så jeg en lille smilerynke ved det ene øje vibrere, og så sagde hun endelig:
”Vi har et naturtalent blandt os”.
Nøj, hvor var jeg bare glad den dag. Naturtalent, hvem skulle have troet det! Karen var også den, der senere hen lærte mig, hvordan man regner et ærmegab og en ærmekuppel ud og meget andet.
Jeg kontaktede Coats, der er et stort garnfirma, i januar 2008 og spurgte, om jeg måtte arbejde freelance for dem, og det sagde de ja til. Jeg har siden arbejdet for en del andre grossister såsom BC garn, Hjertegarn, Dalegarn i Norge og for Hendes Verden og også været medforfatter på ”På pinde og nåle” fra Politikens forlag.
I september 2009 flyttede vi fra Hellerup til Randers hvor vi købte en gammel villa. Vi havde ikke planer om at få flere børn, men så en dag for lidt over to år siden, stod jeg i Netto og fik helt vildt lyst til salmiaklakrids, hvilket jeg har prøvet to gange før.
Hvordan en tot garn blev til et ton garn og strikkebogen.dk
I august 2009 - med Anna-Rose i maven- var jeg på en messe i Vejle, hvor jeg mødte en grossist ved navn Eva Langkjær, som havde nogle udsøgte garner her i blandt en Pimabomuld og en lamauld. Jeg fik en lille tot garn med hjem af alle farverne, hun havde, i Pimabomulden. Jeg var virkelig faldt for garnet.
I januar 2010 sad jeg med en lille pige på 3 måneder på armen og tænkte, at jeg havde lyst til at designe og skrive hækle- og strikkeopskrifter til babyer og børn. Det skulle være sødt, praktisk og alligevel anderledes og nytænkende. Jeg kontaktede derfor grossisten Eva og begyndte at forhandle hendes Pimabomuld til at begynde med. Jeg gik i gang med at lave opskrifterne og fik modellerne strikket op. Jeg købte to fotolamper og indrettede et lille fotostudie nede i et hjørne i vores kælder. Jeg brugte Anna-Rose (og senere også Mathilde og Carl-Emil) som modeller, og vi havde mange hyggelige stunder sammen, og det var rart med en kollega.
Derefter lavede jeg min webshop, hvorfra jeg solgte mine opskrifter og garn i form af strikkekits. Jeg fik en del opskrifter i Hendes Verden og begyndte at få kunder. På samme tidspunkt henvendte en forhandler sig fra Middelfart (Lisbeth) og spurgte, om det var muligt at forhandle mine opskrifter og garn. Da der var for mange led, kunne jeg ikke se. hvordan det kunne lade sig gøre. hvis jeg også skulle tjene lidt på det, så i første omgang måtte jeg takke nej. Samtidig meddelte min grossist mig. at hun ville trække sig tilbage som garnimportør. Der sad jeg pludselig med 30 opskrifter, som var ubrugelige, hvis ikke der var noget garn. Jeg tænkte på alle de nætter, jeg havde siddet oppe og arbejdet, og det var ikke til at bære.
Jeg spurgte derfor til muligheden for at overtage agenturet på garnet, men kravet var, at jeg skulle opkøbe hendes restlager. I første omgang takkede jeg nej, men tanken blev ved med at kredse om garnet og ønsket om at få et agentur på mit helt eget garn. I efteråret 2010 tog jeg endelig den store beslutning og købte restlageret af Pimabomulden og Lamaulden og fik kontakten til min leverandør i Peru. Jeg fik samtidig min første forhandler (Lisbeth fra Middelfart).
Jeg aflagde min første bestilling i Peru på et ton garn i oktober 2010 og i februar 2011 modtog jeg garnet. Siden er det gået stærkt med forhandlere, og jeg har i dag mange forhandlere rundt om i Danmark. Jeg håber på sigt at få nogle flere og gerne nogle i Sverige og Norge.
Nu lyder det som en ren succes historie, hvor det bare har kørt derudaf uden nogle gnidninger. Men sådan er det langt fra. I starten fik jeg mange afvisninger, som til at begynde med to modet fra mig, men som jeg senere har valgt at bruge konstruktivt og som har været med til at dygtiggøre mig. Hvis ikke jeg havde oplevet denne modgang, tror jeg ikke, at jeg ville have fået lavet Strikkebogen.dk. Det har kostet blod, sved og til tider tårer, men det har været det hele værd, og det har givet nogle erfaringer, som man ikke kan købe for penge. Jeg er spændt på at se hvad fremtiden vil bringe.
De bedste strikkehilsner Trine
